Oversat fra engelsk af Anne-Marie Læssøe

 

Fra bogen "12 Steps to Raw Foods" af Victoria Boutenko

 

 

 

HVOR MIN SØGNING BEGYNDTE

 

 

”Bed, og det skal blive dig givet; søg, og du skal finde; bank på, og der skal blive åbnet for dig.”

Mattæus 7:7

 

 

 

I min familie joker vi med, at vi var så heldige allesammen at blive syge, men tilbage i 1993 var vores helbredsproblemer bestemt ikke nogen joke. Min mand, vores to børn og jeg, var dødsens syge. Jeg var kun 38 og var allerede diagnostiseret med den samme sygdom som min far døde af, (arrhytmia) forstyrrelse i hjerterytmen. Mine ben var konstant hævede på grund af væskeansamlinger. Jeg vejede 130 kilo og blev ved med at tage på. Min venstre arm blev meget tit helt følelsesløs om natten, og jeg var meget bange for at jeg ville dø, og mine børn så ville blive forældreløse. Jeg var altid træt og deprimeret. Til sidst fortalte min læge mig, at der ikke var mere hun kunne gøre for mig. Hun sagde, ”Jeg tror det eneste du kan gøre nu, er at bede.”

 

 

Min mand Igor har jævnligt været syg lige siden sin tidlige barndom. I en alder af 17 år havde han overlevet ni operationer. Han havde fremadskridende basedow og kronisk reumatisme, og i en alder af 38 var han et totalt vrag rent helbredsmæssigt. Jeg måtte binde hans sko, fordi han ikke kunne bøje sig. Hans hjerteslag var for det meste 140+ (bør være ca 70 for mænd), hans øjne løb i vand på solskinsdage, og hans hænder rystede. Igor følte sig konstant udmattet og havde smerter. Lægerne sagde til ham, at han godt kunne begynde at forberede sig på, at resten af sit liv ville han komme til at tilbringe i en rullestol.

 

 

Vores datter Valya var født med astma og allergi. Hun var en bleg og sart pige som var nødt til at leve et meget fysisk roligt liv, fordi hun begyndte at hoste voldsomt, så snart hun hoppede eller løb. I 1993 hvor Valya var otte år, vågnede hun næsten hver eneste nat på grund af en voldsom hosten.

 

 

Vores søn Sergai på ni år havde fået diagnosen, diabetes. Vi brugte allerede 2-4 tusind dollars om måneden til medicin, lægebehandlinger og forsikringer, da lægerne i september 1993, fortalte os, at Sergei skulle have insulin.

 

 

Igor og jeg var dybt chokerede. Min bedstemor som havde diabetes, var død kort tid før på grund af en overdosis insulin. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at Sergai skulle have dette farlige medicin. Jeg husker hvordan jeg hele natten sad grædende i køkkenet og spurgte, ”Gud, hvorfor straffer du min familie? Hvad har vi gjort forkert? Hvor meget mere kan vi klare? Hvorfor bliver vores helbred mere og mere dårligt, til trods for alt det vi gør?” Jeg blev ved at sige, ”Jeg kan ikke gå med til, at han skal have insulin. Det kan jeg bare ikke.”

 

 

Om morgenen gik jeg på det Medicinske Bibliotek og tjekkede flere bøger om diabetes. Alle disse bøger forklarede hvordan insulin muligvis ville forårsage svagere syn og nyresvigt. Nu blev min frygt for insulin endnu stærkere. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg besluttede mig for at trække beslutningen i langdrag. Jeg håbede på at jeg inden for de næste to uger kunne finde en løsning. Min bedstemoder plejede at gentage, ”Søg, og du skal finde.” Med disse ord i mit hjerte, begyndte jeg aktivt på at finde en løsning.

 

 

Jeg holdt øjne og ører åbne hele tiden. Jeg spurgte alle jeg mødte, om de kendte nogle alternative behandlinger af diabetes. Efter jeg havde skræmt en masse mennesker, fandt jeg ud af, at det kun nyttede at spørge de mennesker der så sunde og raske ud. Jeg blev ret god til at udpege mennesker der så sunde ud, på gaden. Først fortalte jeg den sunde fremmede, ”Åh, du ser virkelig meget sund ud.” Som oftest smilede de og sagde, ”Tak!” Så spurgte jeg dem om diabetes. Jeg fik masser af visitkort fra sælgere af helsekost, men vidste ikke hvad jeg skulle søge efter, så jeg fortsatte min søgen.

 

 

Efter to måneder skete der et mirakel! Universet placerede en raw-fooder (rå-kost spiser), som på det tidspunkt boede i Colorado, foran mig. Elizabeth stod foran mig i køen i banken. Da jeg så hende, forstod jeg hvad folk mente, når de sagde ”strålende hud.” Jeg fortalte hende, at hun så fantastisk sund ud, og spurgte hende, ”Tror du man kan helbrede diabetes på en naturlig måde?”

 

Hun lyste op i et strålende smil. ”Selvfølgelig!”

”Hvorfor er du så sikker på det?” Spurgte jeg.

”Fordi jeg helbredte min tarm cancer i fjerde stadie, for tyve år siden,” svarede Elizabeth.

”Men det er ikke det samme som at have diabetes!” Protesterede jeg.

”Åh jo, det er alt sammen det samme,” korrigerede Elisabeth mig.

”Kan jeg byde dig på en frokost på en restaurant, så vi kan tale sammen?” spurgte jeg bedende.

”Mange tak, men jeg spiser ikke den mad du spiser. Jeg vil med glæde svare på dine spørgsmål,”

 

 

Elizabeth og jeg satte os uden for banken, og hun fortalte mig om raw food. Først blev jeg meget skuffet. Jeg ledte efter en mere seriøs løsning, og var villig til at arbejde hårdt for at kunne betale for en mirakuløs urt eller behandling. Raw food lød absurt – alt for enkelt. Jeg havde hørt om raw food tidligere, men jeg var ikke så naiv, at jeg troede på den slags. Så jeg spurgte Elizabeth, ”Tror du virkelig på, at mennesker kan leve af frugt, grønsager, nødder og frø, som er rå?”

 

Elisabeth responderede med tre uimodsigelige argumenter:

(1) Dyr koger og steger ikke deres mad.

(2) Jeg har kun spist raw food i de sidste tyve år, og min tarm cancer er helbredt.

(3) Du kom ikke til denne verden med et komfur bundet om maven.

 

Jeg kunne ikke finde på noget der kunne modbevise hende, og jeg var meget imponeret over hvor ung hun så ud. Jeg ønskede desperat at alle i min familie skulle få det bedre. Elizabeth lånte mig en bog om raw food og gav mig sit telefonnummer.

Jeg tog hjem og begyndte at læse bogen.

 

Jeg vil lige poientere, at i 1993 fandtes der kun ganske få bøger om raw food, og de blev ikke solgt i forretningerne, men kunne kun købes hos forfatterne. Jeg læste hurtigt den bog Elizabeth havde lånt mig, og den lovende virkning af denne føde var indlysende for mig. Så blev jeg skræmt og tænkte, ”Nu er jeg nødt til at opgive den sidste nydelse jeg har i mit liv.” På den samme tid, var jeg meget optændt på at prøve raw food og se om det virkede.

 

Igor bemærkede min ængstelse og spurgte, ”Hvad er det du læser?”

Jeg svarede, ”Min kære, jeg tror jeg har fundet det der kan hjælpe vores søn – raw food!” Men jeg tror ikke han kan klare det alene. Igor, kan vi ikke alle bare prøve det i et par uger og se om det virker?”

 

Igor blev meget vred. ”Jeg er russer og jeg kan ikke leve af kanin foder. Jeg arbejder fysisk. Jeg elsker min russiske ”borscht” (kålret) med svinekød! Derudover, så samler mad familien. Det eneste tidspunkt vores familie er samlet på, er ved aftensmaden. Vil du nu have at vi skal samles om gulerødder? Tænk dig nu lidt om. Man er nødt til at studere i fjorten år for at blive læge! Tror du virkelig at du ved mere end lægerne gør? Tænk på alle de billioner af dollars som regeringen bruger på medicinsk forskning. Vil du dermed sige, at de intet ved og du ved det hele? Hvis det virkelig var så nemt at blive sund og sygdomsfri, så ville lægerne have gjort det for længe siden. Du ved hvor meget jeg elsker dig, men hvis du virkelig har i sinde at gå på den vanvittige diæt, så må du indse, at en skilsmisse bliver uundgåelig.”

 

 

Jeg var meget skuffet, men besluttede mig for, at jeg ville vende tilbage til emnet på et mere belejliget tidspunkt.

 

En morgen vågnede min mand op og følte sig mere dårlig end han nogensinde havde gjort før. Han havde en kraftig hævelse i nakken, havde voldsomme smerter og kunne ikke tale. Jeg bragte ham til hospitalet, og efter lægen havde tjekket Igors blodprøve, sagde han til ham, ”Du skal opereres. Din skjoldbruskkirtel er meget dårlig og skal fjernes.”

 

Igor protesterede, ”Jeg har allerede fået ni operationer, ingen af dem har hjulpet, og jeg har besluttet mig for aldrig at lade mig operere mere.”

 

”Du kan ikke indgå denne operation,” sagde lægen.

”Hvad hvis jeg nægter?” Svarede Igor.

”Så vil du dø,” forklarede lægen roligt.

Igor forespurgte, ”Hvornår?”

”Sikkert inden for de næste to måneder,” svarede lægen.

”Jeg vil spise raw food istedet!” Proklamerede Igor.

 

Vi forlod hospitalet, og den 21. Januar 1994 blev vendepunktet i vores families sundheds-historie.

 

Den dag startede vores familie på raw food og har ikke spist andet siden. Da vi kørte hjem fra hospitalet var vi enige om at prøve det i to uger, for at se om det havde nogen effekt på vores helbred overhovedet.

 

Et par timer senere, da Igor tog på arbejde, gik jeg ud i køkkenet. Jeg indså fuldtud, at dette kunne blive den eneste chance i et helt liv, for så drastisk en beslutning. Derfor var jeg meget beslutsom. Jeg undersøgte omhyggeligt al den mad der var i køleskabet og skabene, og fandt ud af, at vi faktisk overhovedet ikke havde noget raw food i huset. Alt måtte smides væk! Jeg tog en stor affaldssæk og smed konserves, pasta, morgenmadsprodukter, ris, færdigretter, ispinde, brød, sovser, ost, pålæg og dåser med tun ud. Derefter kom turen til kaffemaskinen, brødristeren og pasta gryden. Jeg lagde et stort spækkebræt på køkkenbordet. Nu så vores køkken ud som om vi var ved at flytte. Det eneste der var tilbage var vores store dyre microovn. Da vi boede i Rusland havde vi ikke sådan en, for russiske videnskabsfolk undersøgte dem, og fandt ud af at de var meget farlige og skadelige. Så derfor blev de forbudt i Rusland. Så da vi kom til USA købte vi en stor en. Nu stod jeg og stirrede på den og vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved den. Jeg tænkte på lækre sandwiches med smeltet ost og de andre ”mirakler” jeg havde lavet i den. Så kom jeg til at tænke på Sergai og hans diabetes. Af alt i verdenen, så ønskede jeg at han ikke skulle have insulin. Så jeg tog en hammer og smadrede glaslågen, derefter blev den stillet ud i garagen.

 

Jeg satte alle vores nye gryder og pander som vi lige havde fået i julegave ud ved fortovet, og få minutter efter var de væk. Så skyndte jeg mig til supermarkedet.

 

På det tidspunkt kendte jeg ikke noget til raw food retter. Jeg vidste ikke hvad raw fooders spiste, da jeg ikke havde mødt andre end Elizabeth, og hun spiste meget enkelt. Jeg havde aldrig hørt om dehydreret hørfrø kiks, nødde mælk, ost lavet af frø eller raw kager. Jeg troede at raw food bestod af salater. For det andet kom jeg fra Rusland, hvor man kun kunne få frisk frugt og grønt om sommeren. Vi plejede at spise kartofler, kød, pasta, masser af mælkeprodukter, og kun en sjælden gang fik vi frugt. Vi var ikke vant til at spise salater, og min familie kunne ikke lide grøntsager. Så derfor følte jeg mig mest tiltrukket af frugtafdelingen. På grund af vores stramme budget plejede vi kun at købe æbler, appelsiner og bananer. Jeg fyldte min kurv op med disse tre ting.

 

 

Da børnene kom hjem fra skole og Igor fra sit arbejde, spurgte de, ”Hvad skal vi have til middag?” Jeg sagde til dem, at de kunne kigge i køleskabet. Børnene kunne ikke tro deres egne øjne. ”Hvor er vores færdigretter? Hvor er al isen blevet af?” De var ved at få et slagtilfælde.

 

Sergei sagde, Jeg vil hellere have insulin resten af mit liv, istedet for at følge den skøre diæt.” De nægtede at spise noget, og gik til deres værelser for at se videos.

 

Igor spiste et par bananer og klagede over, at det blev han endnu mere sulten af. Jeg husker hvordan alle gik fra det ene rum til det andet, medens de så på uret. Jeg blev bevidst om hvor megen tid vi havde brugt på at tænke over, planlægge, lave mad, spise den og vaske op. Vi følte sult og ubehag. Ja, vi var simpelthen lost. Vi forsøgte at se TV, men det var ikke til at holde ud, at se reklamer for grilkyllinger. Vi kunne dårligt holde til klokken ni. Jeg kunne ikke sove på grund af min tomme mave, og jeg hørte fodtrin fra køkkenet og lyden af skabe der åbnede og lukkede.

 

 

Om morgenen vågnede vi usædvanlig tidligt og mødtes i køkkenet. Jeg opserverede, at der lå skræller fra bananer og appelsiner på køkkenbordet. Valya fortalte os, at hun slet ikke havde hostet den nat, og jeg sagde til hende, at det nok bare var tilfældigt, for diæten kunne umuligt virke så hurtigt. Sergei tjekkede sit blodsukker. Det var stadig højt, men det var lavere end det havde været i adskillige uger. Igor og jeg kunne mærke at vi havde fået lidt mere energi. Vi følte os lettere og mere positive. Vi var også meget sultne.

Jeg har aldrig fortalt nogen, at det er nemt at skifte til raw food. I virkeligheden var det meget svært for os fire. Vores kroppe ville gerne have den mad vil plejede at spise. I et par uger dagdrømte jeg om bagels med flødeost, varme supper, chokolade og chips. Om natten drømte jeg, at jeg ledte efter pommes frites under min hovedpude. Jeg listede to dollars ud af vores madbudget og lagde dem i min lomme. Når jeg en dag havde en halv time for mig selv, ville jeg løbe ned til Pizzariaet på hjørnet og købe mig et varmt stykke pizza med masser af ost. Jeg ville spise det hurtigt uden nogen så det, skynde mig hjem og fortsætte med min raw food. Heldigvis kom den chance aldrig.

 

 

Der skete hurtigt en positiv forandring. Valya holdt op med at hoste om natten, og har ikke haft et astmatisk anfald siden. Sergais blodsukker begyndte at stabilisere sig. Igors hævelse i halsen forsvandt. Hans puls blev lavere og hans basedow blev bedre dag for dag. Jeg lagde mærke til, at mit tøj sad løsere på mig, jeg var begyndt at tabe mig. Det var aldrig nogen sinde sket før. Jeg blev så begejstret. Hver morgen løb jeg hen til spejlet og undersøgte mit ansigt, og talte de forsvindende rynker. Mit ansigt var begyndt at se bedre og yngre ud på grund af raw food.

 

 

Efter en måned med raw food, spurgte Sergai mig, hvorfor det var nødvendigt at tjekke blodsukkeret hver 3. time, når det nu var inden for den normale. Jeg sagde til ham, at det nu kun var nødvendigt at tjekke det om morgenen. Igors puls var nu nede på 90. Så lavt havde det ikke været i årevis. Valya var i stand til at løbe 400 m i skolen uden at hoste. Jeg tabte 8 kilo. Vi havde allesammen mere energi. Jeg selv, havde så megen energi, at jeg ikke kunne gå mere, jeg løb altid! Jeg løb fra parkeringspladsen over til stormagasinet, og der hjemme løb jeg op og ned ad trapperne. Vi måtte finde på noget motion så vi kunne bruge noget af al den energi vi nu havde fået.

 

 

Jeg havde engang læst, at løben er rigtig godt for diabetikere, for når man motionerer, producerer musklerne øget insulin. Vi besluttede os for, at hele familien skulle løbe. Endelig stabiliserede Sergais blodsukker sig grundet hans nye diæt og regelmæssige jogging. Fra den dag hvor vi begyndte at spise raw food og til dato, har han ikke haft nogen diabetes symptomer.

 

For at opmuntre mine børn til at blive ved med at jogge, meldte jeg vores familie til et løb. Da ingen af os havde løbet før, valgte jeg den korteste rute jeg kunne finde. Det var et ”Tiny Trot” løb (løb for små børn) på en kilometer, i Denvers Washington Park. Da vi ankom til løbet, var vi omgivet af meget små børn, men det lod ikke til, at Sergai og Valya lagde mærke til det. Røde og forpustede nåede vi alle fire igennem. Vi blev hyldet af en gruppe forældre, og fik hver især en medalje for ”Første Plads i vores Alders Gruppe” - den første atletiske medalje i vores liv. Mine børn var så glade, og de nægtede at tage medaljen af i den efterfølgende uge, de sov endda med den. De bad mig om at tilmelde dem til flere løb, og det gjorde jeg. Så vi løb næsten hver eneste week-end.

 

 

Det år på Memorial Day, fire måneder efter vi startede på raw food, løb vi Bolder Boulder løbet på ti kilometer, sammen med fyrretusind andre løbere. Da vi løb sammen med sunde mennesker, hvor mange af dem var meget trænede løbere, var det svært for os, at forestille os, at det kun var fire måneder siden vi alle var håbløst syge. Hver af os nåede i mål på en meget flot tid, og vi var ikke engang trætte. Efter løbet tog vi på vandretur i bjergene. Vi var ikke i tvivl om, at vores sundhed var forbundet med vores kost, og jeg vidste, at jeg var ikke ved at dø af en sygdom, for hvordan skulle jeg være istand til at løbe ti kilometer hvis jeg var døende?

 

Vi satte stor pris på, at vores helbred blev forbedret så hurtigt, og at vi var blevet sundere end vi nogensinde havde været. For at dele historien om vores fantastiske healing med så mange mennesker som muligt, og at inspirere andre til at forsøge denne diæt, har vi skrevet en bog med titlen Raw Family: En sand historie om Opvågning.

 

Besøg deres informative hjemmesider rawfamily.com greenforlife.com